Thursday, March 09, 2006

Fiji dag 16.

Stod op til en rigtig dase dag. Morgenmad, lidt afslapning på værelset og så op til poolen.

Vi prøvede at holde øje med vandsportsaktiviteterne. Da Hobie cat'en var ledig ville vi prøve den. Det viste sig at der var så lavvandet at det ikke var til at sejle i den. Så prøvede vi et par kajakker i stedet. De er ikke så svære at sejle som jeg troede og man kan skyde en god fart. Til gengæld bliver man totalt ødelagt af den siddestilling der kræves. Jeg troede at det var mig der bare var gammel og stiv men selv Steven synes det var hårdt.

Da vi var færdige besluttede vi at udforske den modsatte ende af øen i forhold til igår. Stranden er altså mest sort sand, ikke særligt lækker. Oppe ved enden fandt vi pladsen hvor der gås på gløder (det sker iøvrigt kun om onsdagen. Det tager vel så en lille uge for sårene at hele). Vi fandt også en renpillet kæbe fra en mongoose. Jeg har taget kindtænderne og 3 fortænder til minde. Fandt osse nogle pæne muslinge skaller og en lille konkylie.

Så endte vi i poolen igen. Fra de 2 fiskegutter havde vi hørt rygte om at der skulle komme en masse bankfolk til noget konference. Vi sad i jacuzzien da der ved 2:30-tiden først kom 2 søde piger der så ud som om de lige checkede stedet. Lidt efter begyndte det at vælte ind med unge piger der noget af tøjet og hoppede i poolen. Endelig noget fantastisk natur at kigge på.

Der kom vel ca. 40 personer, heraf de 30 piger hvoraf de fleste nok var yngre end 25. De så lovende ud. Ud over den normale happy hour i pool- og restaurant baren ville der være åbent i Zero bar om aftenen (kun åben fredag/lørdag) og endda happy hour fra 22-23. Det tegnede godt.

De gik dog hurtigt igen alle sammen og vi skulle ned og klæde om til vores jungle cruise. Det blev lidt en fuser tur. Vi skulle med en af de både der sejler mellem resort øen og hoved øen (Viti Levu) og tanken var at kigge lidt på den flod der munder ud der hvor resort øen (Sonaisali) ligger.

Efter ca. 10 minutter gik vi på grund. Der var så lavvandet at skruen på påhængsmotoren gik i mudderet. Det lykkedes at hænge så godt fast at både skipper og 2 unge fyre, der var i mindre pæne shorts, måtte hoppe i vandet og skubbe båden løs. På den høje af fyrene gik vandet kun lige tiul knæet. Deres kærester morede sig lidt.

Vi kom dog løs og fik sejlet lidt ind ad floden og så tilbage igen. Ud over mangrove skov langs bredden var der ikke så meget at se. Den tur kunne de godt pifte lidt op. Om ikke andet kunne de servere et glas vin undervejs.

Heldigvis var vi tilbage til kl. 18 hvor der var happy hour. Kl. 19 gik vi så hen for at se det lokale danseshow og høre lokale sange. Sikke en useriøs forestilling. De kunne ikke sangteksterne ordentlig, kunne ikke dansene ordentligt og i det hele taget tog de det meget afslappet med de fejl de lavede. Det er vel ok når det er gratis.

Vi havde bestilt bord til kl 20 og regnede med at det passede således at vi kunne være færdige til happy hour i Zero bar kl. 22. Jeps.

Kl. 22 begav vi os mod Zero bar. Den ligger lidt for sig selv, formodentlig for at man kan støje fredag/lørdag uden at genere dem der er gået tidligt i seng. Da vi kom frem sad bartenderne helt alene og så fjernsyn på stopskærm. Reel nedtur. Hvor var alle bank pigerne???

Vi gik tilbage mod hovedbygningen. Mødte et ungt par på vejen og sagde at der ikke var et øje men de gik videre alligevel. Satte os i restaurant baren og fik et par øl. Så 3 unge fyre gå i retning mod Zero bar men de kom tilbage efter 10 min.

Ved 23:30 tiden var det ved at være lukketid i baren så vi gik ned til Zero bar for at se om festen var startet. Der var helt mørkt. Surt sjov. Her havde vi set frem til en festlig fredag aften og der var lige kommet en ordentlig forsyning piger men hvor var festen ??? I hvert fald ikke i Zero bar. De piger var garanteret ikke på øen. Det ville man kunne have hørt.

Desillusionerede gik vi i seng.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home